Lukas i Honduras

Nu er vores tid her i Nueva Suyapa snart ved at være slut, og hvis man går ud foran Don Davids hus, hvor vi bor, og kigger op ad, så kan man se et meget konkret tegn på, at der er sket lidt siden sidste mandag, hvor vi ankom hertil. Der vil man nemlig se en 10 meter høj mur, som ved vores ankomst var lidt trist og grå at se på, og der var ikke noget ved den, som adskilte den fra andre gavle på skolebygninger. Nu er den derimod blevet til noget helt specielt – for nu har bydelen Nueva Suyapa fået sin helt egen klatrevæg! OG det er ikke bare en klatrevæg, det er nærmest et kunstværk, for på muren er der malet et bjerglandskab, og hen over klipperne står der med store sorte bogstaver ”DIOS ES MI ROCA”, hvilket betyder ”Gud er min klippe!”. 

I løbet af den sidste uge er der blevet malet, kravlet på stilladser og boret ikke mindre end 800 huller i muren, og man har næsten konstant kunne høre lydene fra boremaskiner, vinkelslibere eller syngende malerpiger:) Lørdag eftermiddag stod væggen så endelig klar til de første sikkerhedstjek og klatreture – og de første børn stod klar for at prøve muren. For børnene her i Nueva Suyapa er det ellers ikke en sport, der sådan lige er til at komme til at prøve, så det er utrolig dejligt at mærke deres taknemmelig over muren – og se dem grine og have det sjovt med deres første forsøg med at klatre. 

 

/Anne   

Der har i forbindelse med denne tur været rigtig meget snak om gadebørn, men egentlig er børnene, vi har været sammen med på både Emmanuel og Génesis, ikke gadebørn. Mange af børnene på Emmanuel har tidligere levet på gaden, og mange af børnene på Génesis har det som en potentiel fremtid. Men hvad vi det egentlig sige at leve på gaden? Altså leve på gaden som i ikke at have noget sted at gå hen, når klokken er blevet 21, og alle andre for længst har lukket sig inde i deres huse, lukket og låst døren, så de er i sikkerhed for overfald, overgreb, røveri mm. Når alle har spist sig godt mætte og lagt sig til at sove i deres senge. Dette har vi kun kunnet prøve at forestille os, men det er helt umuligt.

 

Fredag aften fik vi lov til at følge præsten Alvin i hans arbejde blandt gadebørnene i Tegus centrum og dermed få bare et lille indblik i, hvordan de barske realiteter er for mange børn og unge. Alvin er en høj sort amerikaner, som for 12 år siden så nøden blandt børnene, der lever på gaden, og derfor har startet arbejdet “Manos Extendidas” (Udstrakte Hænder). Meget kort fortalt går hans arbejde ud på at færdes blandt gadebørnene på deres præmisser. Om aftenen tager han rundt og snakker med børnene, der hvor de er. Han kender dem alle ved navn, kender deres historie og kærligheden til dem lyser ud af ham. Børnene kalder ham for Papi Alvin (far Alvin), de har fuld tillid til ham og ved, at han kun vil dem det godt! Ca. 3 gange om måneden - oftest i forbindelse med teams - har han mad med til børnene. 

Derudover har han en kirke, hvor han inviterer børnene hen. På etagen ovenover kirken har han en Trade School, hvor de unge piger får mulighed for at lære et håndværk som fx syning, så de kan få et arbejde og selv tjene penge til mad og hjem. Han har flere grene i sit arbejde, men dette var lige det, vi blev præsenteret for i fredags.

 

Men for at vende tilbage til oplevelsen af at besøge gadebørnene….

Vi starter hjemmefra med at smøre 200 sandwiches, som består af to stykker hvidt toastbrød, et stykke skinke og en klat mantequilla (en blanding af smør, mayonaise og creme fraiche). Ikke noget festmåltid, men dog mad trods alt. Derefter kører vi ind til Alvins kirke, hvor vi samler Alvin op, og han introducerer lidt til det, vi skal ud til og ridser sikkerhedsreglerne op. Stemningen er spændt, men også meget mærkelig.  Det føles ikke ret godt at være en af 20 hvide mennesker, som tager ud for at se andre folks ulykke, under dække af at dele mad ud til dem. 

Men afsted kører vi, og første stop er floden, hvor mange af børn og voksne, der er vokset op på gaden holder til. Alvin dytter et par gange, og med det samme høres et brøl af stemmer, der råber “COMIDA!!!!”, (det betyder mad), og det strømmer til med børn, unge og voksne. Det skrig har brændt sig fast på min nethinde. Det var på én gang et glad, forventningsfuldt, længselsfuldt, hungrende, hjertensskærende skrig. Endelig mad…. Børnene er meget kontaktsøgende og omfavner den nærmeste gringo, og venter ellers bare på maden. Efter 10 minutters tid stiller de alle op på række og får efter tur en sandwich og et glas saftevand. Og 1-2-3, så er de væk igen, gået ned til floden og til de små “hytter”, vi kan ane lidt længere fremme, banket sammen af små stykker træ.

 

Vi stiger op på bussen og kører nogle minutter hen til en gade, der er dunkelt belyst, hvor der står små grupper af unge piger og trækker. Alvin fortæller at der er ca. 25 piger, der holder til på denne gade, men lige nu kan vi kun se omkring 10 stykker, fordi resten af gruppen er ude at “arbejde”. Det er horribelt at tænke på, at disse piger sælger sin egen krop til fremmede mænd, for at få råd til at overleve. Selv en pige, der er gravid i 6. måned, står og trækker. Pigerne har 10-15 kunder pr nat. De gamle på 30 år og derover tjener 2-3 dollars pr. kunde. De unge - helt ned til 12 år - tjener 8-9 dollars pr. kunde. Tænk at man kan være så desperat i nød, at man sælger sin krop, og så for så ulækker lav en pris. Noget jeg lægger mærke til her, som jeg ikke var opmærksom på det første sted, er at alle pigerne har en flaske eller et glas med lim i hånden, som de prøver at skjule bag ryggen eller under tøjet, men tager frem mindst en gang i minuttet for at sniffe limen. De er helt høje på lim, blikket er fjernt, de snakker i tåger, og deres bevægelser er sejlende i det. Endnu en komplet ødelæggende faktor, men helt ærligt, så tror jeg virkelig godt jeg kan forstå det. Hvis det er limen, der gør det udholdeligt at eksistere, gør at de kan glemme alt det skrækkelige, der sker dem, så tror jeg næsten også, at jeg havde gjort det. Skræmmende at tænke på. Pigerne er ikke så kontaktsøgende som det foregående sted, kun et par enkelte stykker søger kontakt og har lyst til at snakke. Men det særlige forhold til Alvin er helt tydeligt også her. De omfavner ham og fortæller ham, hvordan det går. Da pigerne har fået lidt mad og noget at drikke, forsvinder de lige så stille igen. Vi stiger op i bussen og efterlader pigerne til deres arbejde.

 

Sidste stop er et gadehjørne hvor en stor gruppe unge hænger ud. Da vi deler maden ud, opstår der pludselig slagsmål om, hvem der har fået hvor meget. De er nemlig snu, de unge…. De gemmer maden i lommerne og stiller sig op i kø igen med det største uskyldige ansigt. Alvin er lige gået lidt væk for at snakke med en af de unge piger, og vi har svært ved at styre maduddelingen. Pludselig er der dog en af ledertyperne blandt de unge, der griber ind og får skilt slagsbrødrene fra hinanden, og man ser tydeligt, at der er en form for hieraki blandt de unge. Lederen stod ovre på den anden side af gaden med et lille bord, hvor han solgte cigaretter, chokolade m.m., og selvom han kun var væk i 45 sek. for at stoppe slagsmålet, var der alligevel lynhurtigt nogle ovre og stjæle cigaretter fra ham. Lugten af lim er her endnu strammere end før. Vi har med godkendelse af Alvin fået lov til at tage et par kameraer med, og de unge er helt vilde med at fået taget billeder, hvilket vi har lidt sjov ud af. 

 

Efter ca. halvanden time i alt kører vi tilbage til kirken og sætter Alvin af, og kører derpå hjem til Nueva Suyapa. Fyldt til randen med indtryk, som vi skal finde ud af at forholde os til. Alt det vi har set i aften -hvad vil vi gøre med det? Har det ændret noget i os? Var det bare en oplevelse - som at gå i biografen - og så glemt igen bagefter? Hvilke konsekvenser får det for os fremover?

Jeg håber at der bliver mange forskellige reaktioner på det. Nogle der bliver kaldet til selv at rejse ud og hjælpe gadebørn. Nogle der engagerer sig i socialt arbejde i Danmark, fx på varmestuer blandt hjemløse. Nogle der giver penge til allerede eksisterende arbejde. Nogle der ser det som sin særlige opgave at bede for netop disse børn i har mødt. Nogle, der fortæller historien videre til dem derhjemme i Danmark. Eller andre ting, hvad ved jeg. Men jeg håber, at vi må kæmpe imod, at denne oplevelse bliver glemt, som en hvilken som helst anden…

 

/Kathrine Rasmussen

 

Lyden af børnestemmer et sted i nærheden er med til at jeg vågner kvart i 6. De cirka 400 børn har været oppe siden kl. 5, hvor dagen for deres vedkommende starter. Jetlaget sidder stadig lidt i kroppen, så det er ikke til at falde i søvn igen. Og så kan jeg jo passende bruge tiden på at ridse en dag på Emmanuel op for jer…

Første punkt på dagen er cirkler kl. 7 hvor børnene samles i de områder de bor. Der bedes en morgenbøn, synges sange på spansk, engelsk og dansk og de store børn holder vidnesbyrd. En dejlig oplevelse og en rigtig god måde at starte dagen på. At høre 60 piger skråle med på en sang til Jesus. Derefter spiser børnene i deres respektive huse og vi går til vores teamhus hvor vi hver dag får serveret skøn morgenmad - diverse amerikanske søde morgenmadsprodukter og pandekager eller æg / bacon.

Kl. 8.30 starter dagens arbejde på de forskellige projekter vi kører her. Hver dag har vi 10-20 børn med os som hjælper eller som vi underviser (se de særskilte afsnit for dette herunder). De andre børn går i skole eller hjælper til på børnehjemmet. Arbejdet fortsætter til kl. 15 afbrudt af endnu et lækkert måltid mad kl. 12 med noget så dansk som f.eks. toast, burger, hotdogs, spagetti eller pizza. Senere på eftermiddagen har vi f.eks. arrangeret aktiviteter for drengene i hallen, stafetlege for pigerne og ungdomsgudstjeneste i børnehjemmets kirke.

Vejret har været rigtig skønt. Vi har haft skiftende overskyet og bagende sol. Så det er meget passende. Pga. regntiden undgår vi ikke regnen, men den har ikke generet os. Det er gerne sidst på eftermiddagen og først på aftenen at regnen vælter ned - ja vælter ned som åbne sluser fra himlen. Men det er dejligt at få lettet på det tryk solen giver. Vi føler os velsignede med det vejr vi har haft… også selvom faktor 30 for nogens vedkommende ikke slår til.  

Kl. 18 er der igen god mad for os og aftenerne er blevet brugt med at holde dreng/pige aften, hygge og snak og som det der står klarest for os har vi hørt på vidnesbyrd fra 3 forskellige par på børnehjemmet. Det har været til stor opmuntring for os at høre hvordan Gud har virket i deres liv, hvad han har gjort for dem og ikke mindst for Emmanuel. Og efter en uge kan man virkelig mærke Guds store nærvær her. Han virker og arbejder her og udvirker små og store mirakler. Han bringer glæde ind i 400 børns liv så de på trods af en svær fortid kan gå rundt og smile og give knus og sige hola Madia! (Hej Maria)

Det er nu mandag aften den 21. juli kl 23.30 - superligaen er igang i Danmark (dog først for alvor fra på onsdag!) og vi har i dag forladt Emmanuel og er ved middagstid ankommet til hovedstaden Tegus - som jeg vælger at forkorte det med, da det vist bliver for svært at stave helt rigtigt. Her er naturligvis helt anderledes end på Emmanuel. Emmanuel er et lille samfund for sig selv, hvorimod vi nu for alvor er kommet ud i det honduranske miljø, hvor man ikke går selv efter mørkets frembrud og hvor fattigdom er dagligdag for alle de mennesker, der bor omkring os.

Vi glæder os til at berette om alt det, vi kommer til at opleve her også. Der skal bygges en klatrevæg, underholdes børnehavebørn, laves filtdyr og synges - bliver spændende! Der arbejdes på billeder!

Ps. til mødre: ingen er blevet syge andet end lidt forkølelse og hoste og ingen har fået stjålet noget!

Dejligt at mærke Gud er os nær…  

Tak for forbøn

Vh. Maria Christensen

“Nej, Alexander, du skal kun slå tre gange” Daller er i gang med at instruere en af drengene i at spille på den PVC-marimba, han og tre drenge har lavet. Maribaen fylder hele det meste af scenen, da rørerne har en totallænge på 30 meter. Alexander nyder at hamre løs på det nye musikinstrument uden at tænke så meget over, om slagene lander, som den danske ”professor de musica” ønsker det.

For to år siden var et dansk team på Emmanuel for at lave musik med en gruppe af børn og indspille en CD. Det var en stor oplevelse for mange af børnene og CD’en har siden betydet meget for børnehjemmet. Forventnignerne var derfor store, da endnu et dansk team skulle besøge Emmanuel med sang, rytmer, PVC-rør og blokfløjter.

Nu er der gået en uge, siden vi ankom til Emmanuel. Vi har ikke indspillet nogen ny CD, men vi har været sammen med 12 børn om en fælles passion for Gud og musik - og det har været til velsignelse for både danskere og honduranere. Vi har øvet nye lovsange - engelske og spanske(nogle gange lyder tilbedelse altså bare bedre på spansk!), Daller har bygget to PVC-marimbaer(fed lyd!), rytme-Hanne har danset rytmer, og hun har sammen Anne og Jane trænet det første blokfløjtekor på Emmanuel.

Nu sidder vi og venter til kl 17.00 lokal tid for at vise resten af hjemmet, hvad vi har lavet de sidste dage. Vi spændte og glæder os… fortsættelse (og billeder)følger..

- Daniel Kastrup

Efter 5 arbejdsdage står Emmanuels nye forhindringsbane nu klar. Det har været 5 spændende dage med hårdt arbejde, sjov og masser af udfordringer. Vi har bl.a. bygget armgang, balancetorv og klatreret.
 

´Drengene´ fik virkelig lov til at komme ud og dyrke deres maskuline side med motorsav, økse, bormaskine, gravning af massevis-af-meterdybe-huller. - Aldrig er en præst set grave SÅ mange og SÅ dybe huller!  – Han fik endda gravet flere end vi ku nå at bruge

Det har været en fed måde at være sammen med børnene på  (8.-9. Klasser). Der var stolthed i deres øjne, og de nød at få ansvar og lov til at bore og grave huller (sammen med Søren).

Vi har stort set været heldig med vejret. Solen har skinnet og det har været varmt.
 

Allerede fra den første arbejdsdag, mærkede vi piger en tendens til, at det dominerede antal af hankøn på vores forhindringsbane-projekt, dannede en form for ældsteråd, hvor de (uden at informere den kvindelige del af teamet) samledes og internt delte ud af deres ‘ekspertise’. Det gik endda så vidt, at vi 3 piger blev omtalt som ‘lærlingene’. - De blev dog hurtig klogere, da vores spejder-evner og female-handy-power rigtig fik plads til at folde sig ud.
 

Muy Bien samarbejde - tak for det!
 

Adios!

Maria, Gitte og Birgitte

Så er den første uge ved at være gået, og vi har fået tømt godt ud i den kæmpe store taske vi havde med æggebakker, gips, garn, tapetklister mm.
Det har været en rigtig god oplevelse at arbejde med de honduranske børn - vi var ellers noget bekymrede om vi kunne styre dem, og om de overhovedet synes det var sjovt det vi havde med
Mandag havde vi “store bage-dag” - vi lavede kagefigurer, havregrynskugler og boller
Tirsdag lavede vi gipsmasker og foldede æske
Onsdag lavdede vi papmache-grise og dekopag
Torsdag lavede vi bolsjer og karamelle
Fredag blev grise og masker malet

Det har været en udfordring at lære at arbejde på honduransk vis, hvor tingene måske er planlagt og aftalt hjemmefra, men når man kommer herned er det langt fra alt der lykkedes som man havde troet, og man må improvisere undervejs. - For eksempel virkede det komfur vi skulle havde lavet bolsjer på ikke - så vi måtte ty til at lave dem over bål..! - Men de blev gode!!
Børnene er heller ikke helt som de danske - de er meget mere omhyggelige med de ting vi har lavet med dem, og tænk at man faktisk kan styre dem nogenlunde med de ca 10 ord vi kan på spansk… Og de er helt utroligt gode til at rydde op og gøre rent!!

Alt i alt en rigtig god uge, med mange søde børn!!

Lotte

Så er vi ankommet til vores første destination, børnehjemmet Emmauel, i Honduras efter at have været 2 døgn undervejs. Med en god nats søvn og et fantastisk morgenmåltid er energien nu igen på højdepunktet. Dagen idag (lørdag) kommer mest til at gå med at finde sig tilrette og se det område, hvor børnehjemmet ligger. Førstehåndsindtrykket er utrolig positivt. Landet er meget smukt med dets bjerge og dets forbavsende grønne natur - der kommer billeder senere.

Så er der bare tilbage at sige hola herfra. Vi giver snart lyd fra os igen, så spred rygtet om denne blog!

Der er forresten en artikel “Unge kristne rejser til Honduras” om os inde på www.kristendom.dk, hvis I skulle have lyst til at læse mere inden.

Hilsen Maria’erne

Nu nærmer afgang Kastrup sig med hastige skridt. Vi har ventet så mange timer på morgendagens komme og glæder os i spænding og magtesløshed på den dominoeffekt, den bringer med sig: at efter Kastrup, kommer London/Dublin, kommer New York, kommer San Pedro Sula, kommer Tegucigalpa, kommer…??? Når den sidste fod forlader dansk grund, er der ingen vej tilbage. Så er der kun fremad, opad og ned i en fremmed kultur med overraskelser til alle mand.

At begive sig ud i den flykabine er at tage et Peterskridt. Jesus har denne sommer sagt “Kom!” til 18 unge  mennesker fra Århus, og hvor er det dog fantastisk at vide, at når vi mærker lufthuller over Atlanten, ser tragedier malet i ansigtet på jævnaldrene i Honduras og oplever, at vi ikke kan hjælpe uden hjælp, bare kan råbe af vores menneskelige lungers fulde kraft…. Og vi bliver hørt! Denne tur er lagt over i Fars hænder!

“Straks rakte Jesus hånden ud og greb ham!” (Matt 14;31)

Idag har vi - Jakob Bjørn, Hanne, Daller, Jan og Anne - været en tur i Mesballe for at male udhæng på Dallers forældres tag. De ville så give os en god slat penge til materialer til vores tur for vores arbejde:) Vi havde en rigtig god dag derude + vi hyggede os og blev vartet godt op af Dallers mor:) Vi blev også udfordret lidt.. specielt i at komme lidt op i højderne, som I kan se på billederne.

Vi brugte bla. en lift for at komme helt til tops. Vi var også oppe at kravle på stiger i 4-meters højde, så på den måde fik vi også lidt øvelse til den klatrevæg, vi skal være med til at bygge til børnene på Genesis!